En Litterær Gåde

De implicerede

JamesJoyce    KarenBlixen    SelmaLagerloef

           James Joyce                        Karen Blixen                        Selma Lagerlöf

.                                            KristinaNilsson

.                                                      Kristina Nilsson

 

En episode

I nedenstående fire værker indgår en fælles episode som et billede på publikums begejstring og hengivenhed overfor en operasangerinde. Det foregår i 1800 tallet. Episoden består i at tilskuere, efter en fantastisk forestilling, spænder hestene fra operasangerindens drosche for selv at trække vognen til destinationen. Episoden er ret usædvanligt og næppe opdigtet uafhængigt af hinanden. Men hvor stammer det fra? Hvem har kopieret fra hvem? Ligger der en virkelig begivenhed bag?

Fire Værker

  1. James Joyce: ”Den døde” i Dublin Fortællinger 1914.
    ”The dead” er den sidste af de 15 fortællinger i ”Dubliners”. Fortællingen blev skrevet i 1906-1907 men novellesamlingen blev først udgivet i 1914.
    Novellen er fremragende og betragtes som noget af det bedste i engelsk novellekunst. Den amerikanske filminstruktør John Houston har filmatiseret novellen med sin datter Angelica Houston i rollen som Gretta Conroy. Det var iøvrigt John Houstons sidste film. Ved det årlige juleselskab hos to ældre ugifte søstre, Kate og Julia Morkan, i Dublin fortælles følgende:
    ”… Mary Jane førte konversationen tilbage til den regulære opera. En af hendes elever havde givet hende en billet til Mignon. Det var naturligvis udmærket; men hun kunne ikke lade være med at tænke på den stakkels Georgina Burns. Mr. Browne kunne gå endnu længere tilbage, til de gamle italienske selskaber, der gæstede Dublin – Tietjens, Ilma de Mazurka, Campanini, den store Trebelli Giuglini, Ravelli, Aramburo. Dengang, sagde han, blev der sunget i Dublin. Han fortalte også, hvordan øverste galleri i det gamle Royal var stopfyldt aften efter aften, hvordan en italiensk tenor en aften havde sunget Let me like a soldier fall da capo fem gange og hver gang havde taget det høje C, og hvordan tilskuerne fra galleriet i deres begejstring spændte hestene fra en eller anden primadonnas vogn og selv trak hende gennem gaderne til hendes hotel. … ” 
      
  2. Karen Blixen: ”Drømmerne” i Syv fantastiske Fortællinger 1935.
    Min yndlingsfortælling har altid været ”Drømmerne”. Den handler om den store operasangerinde Pellegrina Leoni, som kom ud for en ulykke ved en brand i La Scala operaen i Milano, så hun ikke længere kunne synge. I stedet bruger hun sit liv på at spille roller, ikke på teatret, men i virkeligheden. Marcus Cocoza, en gammel rig jøde og beundrer, følger og beskytter hende som en skygge overalt hvor hun befinder sig i verden.
    I fortællingen beretter Marcus Cocoza om Pellegrinas storhedstid og fortæller at hendes yndlingspublikum var de fattige folk på galleriet.
    Videre beretter han:
    Da Publikum efter den første Opførelse af ’Medea’ spændte Hestene fra min Vogn, som hun kørte i, for selv at trække den, … , hun byggede en regnbue af straalende Smil over Milanos Gadefejere, Dragere , Frugtsælgere og Vandbærere. Hun ville med glæde være død for dem. Jeg ved det , jeg sad hos hende i vognen, hun holdt min Haand. 
      
  3. Karen Blixen: ”Babettes Gæstebud” 1952.
    Fortællingen blev filmatiseret i 1988 af Gabriel Axel med Stephane Audran i rollen som Babette. Filmen fik, som første danske film nogensinde, en Oscar pris.
    Denne fortælling foregår i en lille by, Berlevaag, i en norsk fjord. To ugifte søstre, Martine og Filippa, hvis afdøde far havde været provst og stifter af en religiøs sekt, boede her alene med en fransk tjenestepige, Babette. I deres ungdom have Filippa haft en fransk sanglærer. Achille Papi, som kom forbi efter en optræden i Stockholms Opera, hørte Filippa synge i kirken i Berlevaag. Han blev meget betaget og så i Filippa en kommende opera-primadonna, som ville lægge Paris for sine fødder.
    Achille prøvede at overtale Filippa i følgende passus:
    ”Som en Stjerne, sagde han, vilde hun hæve sig over alle Fortidens og Nutidens store Sangerinder. Kejseren og Kejserinden, Fyrsterne, Paris’ fornemme Damer og bel-esprits vilde lytte til hende og udgyde taarer. Ogsaa det brede folk vilde tilbede hende, hun ville bringe Trøst og Styrke til de Undertrykte og Forurettede. Naar hun forlod den store Opera ved sin Sanglærers Arm, ville Mængden spænde Hestene fra hendes Vogn og selv trække den til Café Anglais, hvor en udsøgt souper ventede hende.
      
  4. Selma Lagerlöf: “Et Barns Erindringer” 1930.
    Det bind af hendes erindringer, som omhandler barndommen.
    I beretningen om Maja Råd står følgende:
    ”Jeg kan godt lide at læse om Kristina Nilsson der engang gik omkring på markederne og spillede violin, og som senere kom til at synge på den store Opera i Paris. Lige for nylig har jeg læst om hvordan studenterne i New York spændte hestene fra hendes vogn og trak den til hotellet, og da blev jeg så rørt at jeg fik tårer i øjnene. Jeg bliver altid rørt når jeg hører om nogen der har haft det vanskeligt, men som det senere er gået godt.”

Udredning

Jeg har læst fortællingerne i ovenstående rækkefølge. Førstegangslæsningerne er dog spredt over en længere årrække:

  1. ”Den døde” i perioden 1963-1965.
  2. ”Drømmerne” 1968
  3. ”Babettes Gæstebud” 1985
  4. ”Et barns erindringer” 2013

Jeg blev først opmærksom på sagen efter at jeg i 2010 havde hørt et foredrag i James Joyce Selskabet af Frantz Leander Hansen (FLH). Her var hans tese at Karen Blixens ”Babettes gæstebud” var stærkt påvirket af James Joyce’s ”Den døde”. Karen Blixen har aldrig omtalt ”Den døde” i breve, men man ved at hun i sin tid i Afrika modtog en bogpakke med bl. a. ”Dubliners”. Der var dog også ifølge FLH mange lighedspunkter i de to fortællinger.
Setup – to ældre ugifte søstre som havde forspildt en kunstnerisk karriere.
Scenen – et stort middagsselskab.
Og meget mere. Han nævnte dog ikke det her berørte citat.

Efter dette foredrag genlæste jeg så ”Den døde” og ”Babette”. Jeg blev naturligvis opmærksom på episoden med hestevognen og vidste at det også forekom i ”Drømmerne”, som jeg har læst adskillige gange. Så hvis Karen Blixen havde kopieret Joyce på dette punkt, var ”Babette” ikke første gang hun havde brugt det, da ”Drømmerne er ældre”. – Men, det er jo ikke sikkert hun har det fra Joyce.

Hvor stammer episoden fra? Detaljerne i episoden er stort set ens. Operasangerinde, hestene der spændes fra vognen og trækkes af publikum. Stedet for episoden er dog ikke det samme (Dublin, Milano, Paris, New York).

Da jeg i 2013 læste ”Et barns erindringer” for første gang blev jeg lidt paf da jeg nu stødte på samme episode i den fjerde sammenhæng . Der er dog en afgørende forskel på de fire fortællinger. De tre første er fiktive. Den sidste er derimod en selvbiografi, som må formodes at være baseret på fakta. Selma Lagerlöf blev født i 1858 og den tid hun fortæller om kan være da hun var 10-15 år. Blixen bruger episoden i ”Drømmerne” i 1935, fem år efter at ”Et barns erindringer” udkom i 1930 og hun kan derfor have det herfra. Joyce’s ”Den døde” er skrevet før ”Et barns erindringer”, så Joyce har det ikke fra Selma, men kan sagtens have hørt om den episode, som Selma har læst om som barn. Selma fortæller om den svenske operasangerinde Kristina Nilsson som levede fra 1843 til 1921. Hun var en af sin tids største og mest feterede operasangerinder, og hun turnerede på hele verdens operascener. I 1870-72 var hun på sin første USA turné
(se   sv.wikipedia.org/wiki/Kristina_Nilsson ). Selma var da 12-14 år, så det er sikkert sandt at hun fornylig har læst om episoden fra New York i en svensk avis eller et blad.

Konklusion

Man kan således antage:

  • at episoden stammer fra en virkelig begivenhed, der fandt sted i New York i 1870-
    72, som berettet af Selma Lagerlöf
  • at Joyce har læst om den virkelige episode
  • at Blixen har læst om den virkelige episode eller har kopieret fra Joyce eller Selma Lagerlöf

 Der er jo også en mulighed for at begivenheden tillige er hændt i virkeligheden efter Kristina Nilsson, og måske før. At det har været en kendt og anvendt måde at hædre en operasanger på. I så fald ville det være interessant at vide hvor og hvornår det er hændt første gang.

Apropos Kristina Nilsson

Den svenske operasanger Kristina Nilsson blev iøvrigt også kendt for ”Kristina Nilsson ulykken”, der blev betragtet som en national katastrofe i Sverige. Under et besøg i Stockholm i 1885 boede hun på Grand Hotel, hvor hun lovede at synge for folket fra hotellets balkon. Der kom 50.000 mennesker og efter sangen opstod der tumult på pladsen og 20 mennesker blev trampet til døde og 70 blev såret.
(se sv.wikipedia.org/wiki/Kristina_Nilsson-olyckan )

——————————————————————————————————————–

Seneste opfølgning

Jeg har i 2016 ved hjælp fra literaturinteresserede bekendte fået oplyst at episoden også forekommer i H C Andersens roman “Improvisatoren”, som foregår i Rom i 1800 tallet. Bogen udkom i 1835.

Jeg nævner i indlægget ovenfor, at det kunne være en kendt og anvendt måde at hædre en operasanger på. Det viser sig nu at være tilfældet. Jeg har fornylig fundet ud af at episoden er hændt i virkelighedens København mindst to gange.

Johanne Louise Heiberg. Hun spillede hovedrollen i Oehlenschlägers skuespil “Dina”, og i den forbindelse berettes der:
“Det var efter fru Heibergs syvende udførelse af denne rolle – 17 november 1842 – at begejstrede tilskuere spændte sig for hendes vogn og trak hende fra teatret hjem til hendes bolig i Bredgade.”
Altså en virkelig begivenhed midt i København.

Valborg Borchsenius. Hun var solodanser på det kgl. teaters ballet i København. Om hendes afskedsforestilling berettes der:
“Da hun i 1918 for sidste gang optrådte på scenen, blev hun, ligesom i sin tid skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, hyldet af et hengivent publikum, som efter forestillingen spændte hestene fra hendes vogn for selv at trække hende igennem Kbh.s gader.”
Også en virkelig begivenhed så sent som 1918.

Det er nok H C Andersen, der har gjort episoden kendt i Danmark. Jeg gætter så på at han ikke selv har opfundet den, men at det var en benyttet gestus i datidens Italien, operaens højborg.